Brud med bassist udvikler sig til en kompromisløs krig på ord
For få uger siden meddelte de amerikanske emo-kometer i Panic! At The Disco, at bassist Brent Wilson (billedet) havde forladet gruppen. Det var sket i al venskabelighed og fuld forståelse, fastslog de tilbageblevne medlemmer. Men det ville Wilson ikke have siddende på sig, og uoverensstemmelserne har nu kastet en dramatisk mudderkastnings-kampagne af sig.
Bassisten er bitter over, at hans ”bedste venner” ganske uden varsel smed ham ud af bandet – endda over telefonen. Hans tid går nu med at hjælpe farmand i familiefirmaet og tage kurser, så han kan komme på college, og imens tænker han over de penge, Panic! At The Disco stod for at skulle tjene:
”Vi skulle til at tage hul på en turné, der ville have indbragt 300.000 dollars eller godt 50.000 per hoved. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, om det havde noget med sagen at gøre,” udtaler Wilson til Mtv.com.
Svaret fra bassistens tidligere bandkammerater falder prompte: ”Vi traf beslutningen på baggrund af Brents uansvarlighed, ” lyder meldingen fra trommeslager Spencer Smith.
”Brent skrev ikke nogle af sine bas-partier på vore album-debut (”A Fever You Can’t Sweat Out”, red.). Brent indspillede intet til albummet. Og bagefter blev vi endda nødt til at forenkle nogle af bas-partierne, så Brent kunne spille dem live.”





