Nyhed

Rask Kylie i Madonnas fodspor

Den australske popsild brygger på både børnebøger, album og bryllupper

I maj sidste år fik hun konstateret brystkræft med måneders kemoterapi til følge. Men nu er den efterhånden 38-årige popdiva Kylie Minogue så småt på vej tilbage til topformen. Hun har netop tilbragt en ”god” uge i studiet med at arbejde på et kommende album, beretter britiske Life Style Extra, og så står hun i øvrigt klart til at følge i Madonnas fodspor med sin første børnebog.

”Showgirl Princess” skal billedbogen hedde, og her vil Minogue angiveligt trække på sine egne oplevelser som håbefuld popsangerinde. Bogen vil byde på eksklusive fotos af Kylie selv og nogle illustrationer. Om det kommende album forlyder ikke andet, end at divaen ”tager den med ro” og ser, hvordan tingene udvikler sig.

Til gengæld maler rygtemøllen løs, når det gælder Minogue og hendes franske skuespiller-kæreste Olivier Martinez. De to er godt i gang med bryllupsplanerne, forlyder det, og opskriften lyder på to af slagsen: Et i Frankrig til ære for Martinez’ familie, og et i Australien til ære for Minogues. Samtidig erkender Minogue overfor Life Style Extra at være ”broody”, det vil sige skruk – klar til familieforøgelser.

ANNONCE