Tyst dansk orkester scorer drømme-producer – og hans storebror
Homesick Hank-sangskriver Kudre Haan gav sig selv lov til at drømme, da han udfærdigede en liste over producer-emner til det danske bands andet album. Planen var at spørge emnerne et efter et – uden skelnen til sandsynligheden for at få et ja. Nummer et på listen var Paul Oldham, bror til William alias kult-legenden Bonnie "Prince Billy" og producer for blandt andre brormand, Brightblack og svenske Nicolai Dunger. Og sandelig om ikke Oldham takkede ja.
November 2005 indledte Homesick Hank indspilningerne til ”Leave it Behind” (billedet) i Oldhams Rove Studio. Studiets Kentucky-omgivelser var mildt sagt rustikke, men helt på sin plads for det danske band, der indspillede debuten ”Hey” i et svensk skovlandskab. Atmosfæren var helt rigtig, William Oldham gav en hjælpende hånd med i studiet, og albummet blev indspillet stort set live over 16 dage, rapporterer bandet.
Nu ligger albummet så endelig klar til udgivelse: ”Leave it Behind” udsendes via Playground Music den 6. juni.