Hard rockere med monstermasker vandt overraskende det internationale Melodi Grand Prix
Finske Lordi og deres ”Hard Rock Hallelujah” var ikke spået mange vinderchancer på forhånd. Efter det finske Melodi Grand Prix lød eksperternes analyse, at sejren til hard rockerne med horror-maskerne var udtryk for deres landsmænds desillusion efter en årrække med bundplaceringer i konkurrencens internationale udgave. Hul i ambitionerne, lad os stemme på fyrene med den vilde make-up og de Kiss-inspirerede hard rock-riff.
Ikke desto mindre løb finnerne overraskende med sejren ved aftenens Internationale Melodi Grand Prix. Om det var en slags protest-valg fra et Europa på kedsomhedens rand skal være usagt, men sejren var under alle omstændigheder ganske suveræn – trods modstand fra bl.a. Cypern, der nægtede at vise det ”amoralske” band. Flere runder inden afslutningen var Finland sikre vindere med et komfortabelt point-forspring.
Mindre strygende gik det for Danmark, der sluttede konkurrencen på en placering, finnerne kan nikke genkendende til fra de foregående år: En småsløj 18.-plads blev det til for Sidsel Ben Semmane og hendes Shania Twain-inspirerede ”Twist of Love”.