De to rapkæftede rappere tager en sidste Danmarks-rundtur som duo
Troo.L.S og Orgi-Es album-debut ”Forklædt Som Voksen” høstede et helt blomsterbed af anmelderroser sidste år, blandt andet fra GAFFAs egen Christian Grubert, der roste duoen for dens ”kompromisløshed”, ”hysteriske punch-one-liners” og ”stillingtagen til gud og hvermand”. Men Troo.L.S og Orgi-E må videre.
I harmonisk samdrægtighed har de to Suspekt-rappere valgt at stoppe deres joint venture til fordel for nye projekter i Tabu Records-regi. Tabu er i parentes bemærket duoens eget pladeselskab, der ud over en stærk hiphop-stald også har dette års store danske rock-overraskelse Veto på kontrakt.
Troo.L.S. og Orgi-E siger pænt farvel til duo-samarbejdet med en sommerturné i Dannevang – den ”uigenkaldeligt sidste”, understreger de – i selskab med Tabu Records’ nye stjernefrø Jeppe Rapp. Turnédatoerne bliver som følger:
25.maj – Train, Århus
26.maj – Gimle, Rosklide
27. maj – Forbrændingen, Albertslund
9. Juni – Pumpehuset, København
10.juni – Checkpoint, Nyk. Sjælland