Nyhed

Åh Abe 2006 udvider

De populære børnekoncerter kommer i år forbi to nye byer

Det er 11. år i træk, at Muskelsvindfonden traditionen tro byder velkommen til Danmarks største børnekoncert med sjov og spas, underholdning og musik for børn i alle aldre. Ud over et imponerende stjernespækket program med den bedste børnemusik for både store og små kunne Danmarks bedste ved pressemødet forleden præsentere Aalborg og Kolding som nye koncertbyer.

Denne sommer kan man fra den 3. til den 11. juni synge med på festlig musik præsenteret af fem af talentspirerne fra MGP 2005 samt film hits med Simone, James Sampson og Jakob Sveistrup. Desuden spiller energibomben Mek Pek op til fest med Åh Abe-musik sammen med sanglærkerne Alberte, Kaya og den altid underholdende Martin Brygmann. Sidst, men ikke mindst, kan man opleve den kun 11-årige junior-stjerne Caroline. Festligehderne bliver hjulpet på vej af børnenes bedste ven, den uovertrufne legeonkel Sigurd Barrett, som for 7. gang er vært og konferencier.

For at følge med den store efterspørgsel har arrangørerne i år udvidet turnéplanen med Aalborg som den nyeste tilføjelse. Dermed kan også nordjyderne igen glæde sig til en familieoplevelse på den populære og børnevenlige koncert. Herudover er Kolding for første gang kommet på turnéplanen i stedet for Børkop i Trekantområdet.


Åh Abe er uden sammenligning Danmarks største landsdækkende musikalske familiebegivenhed og kunne sidste år fejre 10-års jubilæum. Koncerten med det gode formål hjælpes hvert år på vej af cirka trehundrede engagerede frivillige.

De første Åh Abe-koncerter fandt sted i 1996 i København, Odense og Århus. På dette tidspunkt hittede cd’en "Åh Abe" med velkendte børnesange i moderne fortolkninger af kunstnere som Sanne Salomonsen, Lis Sørensen, Alberte og Mek Pek. Cd’ens succes inspirerede Muskelsvindfonden til et open-air arrangement for danske børn og deres familier. Koncerterne har siden udviklet sig til et velbesøgt arrangement med masser af populært og nyskabende børnemusik for børn i alderen 3-12 år.

Koncertdatoer:
Odense d. 3. juni
Århus d. 4. juni
Aalborg d. 5. juni
Kolding d. 10. juni
København d. 11. juni.


Pladsen åbner kl. 10.30, og koncerterne starter kl.
12.00 og slutter kl.16.00. Tjek priser og salgsteder via linket nedenunder.

Åh Abes hjemmeside


ANNONCE