Nyhed

Moussa Diallo får årets Ken Gudman Pris

Den 51-årige bassist og komponist hædres den 8. oktober i Amager Bio

Ken Gudman Prisen har kun eksisteret i cirka to år, men den har allerede opnået en status som en af dansk rocks store og væsentlige priser. I 2004 gik den første pris til guitaristen Aske Jacoby, og i 2005 var det guitaristen Per Chr. Frost, der fik overleveret glasstatuetten af Ken Gudmans berømte trommesæt. Og i år tilfalder æren bassisten og komponisten Moussa Diallo.

Siden midten af 70’erne har den nu 51-årige Moussa Diallo været en aktiv del af den danske musikscene og sat sit unikke musikalske præg på dansk rock, jazz, funk, verdensmusik med mere. Han har arbejdet med blandt andre Sneakers, Skunk Funk, Savage Rose, Anne Linnet, Hanne Boel, Palle Mikkelborg, Mikkel Nordsø og Klavs Menzer og har medvirket på et utal af danske plader.

Moussa Diallo har desuden udgivet syv soloalbum og har de senere år koncentreret sig en del om vestafrikansk musik og kultur.

Selve prisfesten vil finde sted i Amager Bio den 8. oktober, og ligesom de foregående år vil der være masser af musikalske indslag. Der foreligger endnu ingen oplysninger om, hvilke navne, der i år vil optræde, men de sidste års prisfester har talt navne som Sanne Salomonsen, Thomas Helmig, Randi Laubek, Niels Skousen, Lars H.U.G, Gnags, Poul Kreb og Lis Sørensen, så mon ikke det igen i år vil være et imponerende line-up.


Nærmere informationer om billetsalget offentliggøres først senere.

ANNONCE