Oasis-frontmanden og Gazza røg i klammeri på en London-natklub i fredags
Den tidligere engelske fodbold-helt, og nu tidligere tørlagte Paul ”Gazza” Gascoigne er efter mange års problemer med alkohol, kombineret med et hidsigt temperament, stået af vandvognen igen. Han var i hvert fald at finde på Londons Groucho-natklub godt sprittet op, efter at en interview- aftale var vel overstået.
Senere på aftenen træder Oasis’ Liam Gallagher ind på etablissementet, og går hen og hilser på. Da Gazza og Gallagher er blevet introduceret for hinanden før, faldt de to engelske ballade-ikoner i snak. Kilder siger til den engelske tabloid-presse, at den først så hyggelige samtale lige pludselig udviklede sig til en højrøstet diskussion, hvorefter konflikten eskalerede.
De to alkohol- og testosteronfyldte stridsparter begyndte da at slå ud efter hinanden. Et par slag gik ind på begge sider, men Liam Gallagher, der må formodes at være i en noget lavere vægtklasse end Gazza, foretog klogeligt et strategisk tilbagetog. Han vendte dog frygteligt tilbage med en af natklubbens brandslukkere for derved at forsøge at køle Gazza ned. Liam tog straks brandslukkeren i brug – og kaos udbrød.
Tricket virkede dog åbenbart. Slåskampen blev eftertrykkeligt afbrudt, før en tilsølet, og ganske ophidset Gazza fik hævnet udåden. Dørmændene var nemlig da nået frem og fik skilt parterne. Vidner beskriver i det hele taget optrinnet som ganske morsomt.





