Gnarls Barkley og James Blunt de eneste, der nappede priser i mere end en kategori
Til trods for at MTV-favoritter som Shakira, Red Hot Chili Peppers, Christina Aguilera og Madonna alle har udsendt albums i år (okay, Madonnas kom i slutningen af 2005), var der ingen af dem, der vandt mere end en enkelt pris til dette års MTV Video Music Awards. Og Madonna måtte faktisk lide den tort at gå fuldstændig tomhændet hjem.
Det blev dermed de debuterende kunstneres år, hvilket blev illustreret af at Gnarls Barkley nappede to priser, og James Blunt også kunne løbe med to inklusive Best Male Video.
Den helt store overraskelse må dog siges at være, at gruppen Panic! at the Disco snuppede prisen for Video of the Year for videoen til "I Write Sins Not Tragedies". Dermed udkonkurrerede de førnævnte Shakira, Red Hot Chili Peppers, Christina Aguilera og Madonna.
Værten på dette års show var Jack Black, og har man lyst til at se ham sammen med vinderne og optrædener fra Panic! at the Disco, The Killers, The Raconteurs og Christina Aguilera, så stil ind på MTV lørdag aften, hvor hele showet vises.