Nyhed

Donald Fagen udsender bokssæt

Den ene halvdel af Steely Dan udgiver nu sine solobedrifter i samlet pakke

Steely Dan var blandt de mest mystikomgærdede amerikanske bands i halvfjerdserne. De debuterede i 1972, men opgav efter få år at turnere, for i stedet at mure sig inde i studiet resten af årtiet.

Derfra udsendte de to medlemmer, Donald Fagen og Walter Becker, med hjælp fra de bedste musikere, der kunne opdrives, årligt et nyt platin-sælgende album, frem til opløsningen i 1980.

Fagen fortsatte Steely Dans stilskabende hybrid mellem pop og jazz på solodebuten "The Nightfly" fra 1982 og albummet "Kamakiriad" fra 1993.


I halvfemserne blev Steely Dan gendannet, og den teknologiske udvikling bevirkede, at de to igen fik smag for at turnere med deres komplekse musik.

I 2000 udsendte de comebackalbummet "Two Against Nature", der høstede fire Grammyer i USA og bl.a. bragte den perfektionistiske duo og deres 12-personers band forbi Valby Hallen.

Sidste år udsendte Donald Fagen så endnu et soloalbum, det anmelderroste "Morph The Cat", og trilogien var komplet.


Derfor udsendes de tre soloudgivelser nu i samlet pakke, garneret med bonusmateriale og hifi-versioner i både DTS 5.1, Dolby 5.1 og PCM Stereo mix.

Gruppens andet medlem, Walter Becker, arbejder i øjeblikket på sit andet soloalbum, men som altid med Steely Dan er det umuligt at sige noget konkret om udgivelsesdatoen.

Sikkert er det dog, at Steely Dan besøger Danmark d. 23. juli i år for at give koncert i Falconer Salen, og at "The Nightfly"-trilogien udsendes 25. juni.


Donald Fagen

Steely Dan


ANNONCE