Nyhed

GAFFA.dk ønsker god påske – men sover ikke

Nyheder og koncertanmeldelser af blandt andre Veto, Nine Inch Nails og Mika følger i helligdagene

Så står påsken for døren, og GAFFA.dk’s nyhedsstrøm går derfor ned på et lidt lavere blus, men det fortsætter dog. Og vore koncertanmeldere og fotografer har heller ikke tænkt sig at ligge på den lade side.

Derfor kan du i de kommende dage blandt andet opleve koncertanmeldelser med tilhørende billedgallerier af de danske elektro-rock-helte Veto (anmeldelse skærtorsdag), industrial-veteranerne Nine Inch Nails og det nye engelske falsetpop-stjerneskud Mika (begge påskelørdag) – alle tre koncerter på Vega i København, og alle tre koncerter, der har været udsolgt i lang tid. Nine Inch Nails-koncerten blev endda udsolgt på få minutter.

Vi er dog også ude med blok og kamera i provinsen og dækker således også soulcrooneren Lionel Richie i NRGI Park i Århus – en anmeldelse, der følger om aftenen anden pinsedag, idet koncerten lidt atypisk finder sted om eftermiddagen. Vi mandsopdækker også Kenneth Thordal på Tante Olga i Randers (anmeldelse skærtorsdag) og Mountain Goats på VoxHall (anmeldelse anden påskedag)


GAFFA.dk ønsker rigtig god fornøjelse med påskebryg, lammesteg, ægtrilning og GAFFA.dk-læsning – og skulle man få lyst til at gå i kirke (det er jo det, påsken egentlig handler om, skulle vi hilse at sige), så er der også rig mulighed for det.

ANNONCE