Nyhed

L:Ron:Harald arbejder på nyt

Arbejdstitlen er "Synnejysk Fikumdik", og pladen forventes klar sidst på sommeren

Sønderjyske L:Ron:Harald vendte sidste år tilbage med pladen "Vi' Fra Jylland", hvor han kørte en noget hårdere gangsterstil end tidligere.

Men ifølge en pressemeddelelse fra L:Ron-lejren, så vender rapperen på det kommende album tilbage til stilen fra "Pornogangster", og man kan dermed se frem til mere af den "fordrukne, sexfikserede og sexistiske humor fra de gode, gamle dage".

Sicknature har produceret, komponeret og indspillet pladen med undtagelse af et enkelt track ("Als-nigger", som er produceret af GhettoSvend og i øvrigt også er med på soundtracket til den kommende film "Det Perfekte Kup"), og på tracket "E Landshold" bakkes L:Ron op af Roit, Clemens, Jonny Hefty, Orgi-E, Ataf, Jeppe Rapp og Street Mass med flere.

Man kan også se frem til "de første L:Ron-numre, man kan danse til", når producer Sicknature skruer op for de elektro/funk-agtige beats med et twist af crunk.

Det kommende L:Ron:Harald-album skulle ligge klar sidst på sommeren.

ANNONCE