Nyhed

Amy Winehouse med i The Simpsons

Sangerinden har tilsyneladende takket ja til Simpsons-invitation

Den engelske sangerinde med hang til aflysninger, Amy Winehouse, har accepteret et tilbud fra The Simpsons-skaberen Matt Groening om at medvirke i et afsnit af den verdenskendte og filmaktuelle tv-serie.

Sangerinden, der i øvrigt netop er blevet nomineret til tre MTV Video Music Awards, nyder i øjeblikket stor succes i det amerikanske, hvor hendes andet album, ”Back To Black” sælger rigtig godt.

Det skorter på detaljer om Amy Winehouses rolle i det pågældende Simpsons-afsnit, men det forlyder, at hendes figur møder Lisa Simpson på en blues bar.

En anonym kilde udtaler: ”Amy er kæmpestor i USA lige nu. Hun blev spurgt, om hun var interesseret i at medvirke i serien, og hun var med på idéen. Hun er tilsyneladende stor fan.”

Bliver kollaborationen til noget, tilslutter Winehouse sig den betragtelige liste af musikere, der har optrådt i showet – i flæng kan nævnes Paul McCartney, The White Stripes og Smashing Pumpkins.

ANNONCE