"Como Ama Una Mujer" udkommer 26. marts
De fleste kunstnere ville sikkert elske at have Jennifer Lopez' salgstal, men i forhold til tidligere successer var "Rebirth" fra 2005 en kommerciel fiasko.
Derfor kan det være det helt rigtige tidspunkt for J-Lo at skifte stil, og det stilskifte kommer i form af hendes første album udelukkende på spansk.
Pladen får titlen "Como Ama Una Mujer" (hvilket betyder noget i retningen af "Som en kvinde elsker") og indeholder 11 sange med spanske tekster, der primært er produceret af hendes mand Marc Anthony.
På pladen får Lopez dog også hjælp af Londons Symfoniske Orkester, den spanske stjerne Fito Páez og allestedsnærværende Pharrell.
Første single fra pladen hedder "Que Hiciste" ("Hvad gjorde du"), der har masser af spansk guitar og varmblodigt temperament.
"Como Ama Una Mujer" udkommer 26. marts.