Det umage par laver musik til Mungo Park-teaterstykke
Den dansable funk/soul/pop-med-mere-gruppe Vincent Van Go Go (billedet) er et alsidigt orkester. De optræder og udgiver musik som sig selv, og så er de hyppigt backing for rapperen Per V, ligesom de også har teamet op med blandt andre soulsangerinden Ida Corr. Og nu er de så på vej i studiet med Daimi.
Daimi har siden starten af 1960’erne været en uløselig del af den danske folkesjæl som populær sangerinde og skuespiller. Kendt fra Dirch Passer-duetten ”Hvem Har Du Kysset I Din Gadedør?” fra Cirkusrevyen 1967, hittet ”Jeg Sætter Min Hat Som Jeg Vil” fra filmen ”Jeg Er Sgu Min Egen”, for at lægge stemme til Pinocchio i ”Der Er Ingen Bånd Der Binder Mig” og meget mere. I dag optræder 63-årige Daimi stadig hyppigt med blandt andet jazzstandards, højskolesange og sine egne gamle hits.
Det umage par har fundet sammen i forbindelse med, at Vincent Van Go Go er blevet hyret til at indspille en sang til teaterstykket ”Den Allersidste Dans”, der får premiere på Mungo Park i Allerød 16. februar, fortæller Vincent Van Go Gos trommeslager Janus Nevel Ringsted til GAFFA.dk:
– Vi har tidligere arbejdet sammen med Mungo Park, og de ville gerne bruge os igen. De ville dog samtidig have en lidt ældre gæst med, fordi stykket handler om ældre, der ser tilbage på livet, blandt andet gennem Giro 413-sange fra deres yngre dage, med for eksempel Daimi. Sangen, vi skulle indspille, skulle så være den sang, forestillingen er opkaldt efter, altså ”Den Allersidste Dans”. (Som dog ikke oprindeligt er kendt med Daimi, men med afdøde Bodil Kjer og Poul Reichardt i filmen ”Mød Mig På Cassiopeia” fra 1951, red.).
Gang i Daimi
Janus Nevel Ringsted fortsætter:
– Vi i Vincent Van Go Go synes, nummeret rummer en interessant dobbelthed, fordi begrebet ”den allersidste dans” både kan forstås som en dans, to ældre danser i deres livs absolutte efterår, men det kan jo også opfattes som den dans, to unge danser, lige inden de går hjem efter at have scoret hinanden. Jeg vil dog lige understrege, at det ikke skal forstås sådan, at vi anser Daimi for at være en sangerinde i sit livs efterår. Tværtimod er hun stadig en dame med masser af gang i.
Vincent Van Go Go medvirker dog ikke i selve forestillingen:
– Musikken skal spilles over lydanlægget til sidst i stykket, og vi indspiller sangen her i den førstkommende weekend. Men jeg vil da ikke afvise, at vi kommer forbi og spiller den live til premieren, lokker Janus Nevel Ringsted.
Der optræder dog livemusik i ”Den Allersidste Dans”, fortæller Mungo Parks producent Trine Valentin Munck:
– De fem skuespillere spiller livemusik på scenen, på forskellige instrumenter. Numrene er fortolkninger af gamle Giro 413-sange som eksempelvis ”To Lys På Et Bord” og ”Hvorfor Er Lykken Så Lunefuld?”, i vidt forskellige, moderne arrangementer.
Musikken fra forestillingen udkommer i øvrigt på cd i forbindelse med premieren, på Mungo Parks eget pladeselskab Mungo Park Records, som teatret driver i samarbejde med Crunchy Frog.
”Den Allersidste Dans” får premiere på Mungo Park i Allerød 16. februar og spiller her til frem til og med 15. juni, dog med nogle pauser, hvor forestillingen så tager på turné til Århus, Odense og Svendborg. Læs mere om forestillingen og turnédage på Mungo Parks hjemmeside. Flere spilledage, blandt andet premieren, er allerede udsolgt.
Er du Klub GAFFA-medlem, kan du i øvrigt købe billetter til "Den Allersidste Dans" (og også Mungo Parks øvrige forestillinger) på Klub GAFFAs hjemmeside. Læs mere via linket nedenfor.





