Nyhed

Danmarks Grimmeste Festival afslører 10 års jubilæumshow

Samtidig offentliggøres en enkelt ny artist, der afløser Hans Thimes

Den første weekend i august afholder Danmarks Grimmeste Festival sit 10 års jubilæum i Braband tæt ved Aarhus. Det fejres med et særligt 10 års jubilæumshow, hvor en række artister vil gå sammen om at fejre festivalen sammen med publikum. 

Tidligere har festivalens arrangører ellers udtalt, at de ville holde showets optrædende artister hemmelige, men nu er der altså ændret taktik:

"Vi kunne ikke dy os, selv om vi egentlig havde sagt, det var en hemmelighed, som man først fik at vide, når man stod foran scenen fredag aften," siger arrangørerne bag festivalen. "Vi har været så heldige at få besøg af en masse fede folk, som vil give alt, hvad de har i sig sammen og hver for sig med egne og nye numre kun til ære for Danmarks grimmeste publikum. Vi synes, det har alt mulig potentiale til et fedt show, og det var vi nødt til at fortælle om."


Festivalens 10 års jubilæumsshow bliver altså en unik koncert fredag nat med besøg fra en række af festivalens gode musikalske venner, som vil spille publikum gennem de tidlige nattetimer. Artisterne til showet bliver:

DJ Static
PowerSolo (billedet) 
Vincent Van Go Go 
Ham Den Lange og Henrik Hass fra Ordets Magt.

Derudover præsenteres også den sidste koncert nogensinde med BliGlad, der ellers stopper som band. 


Festivalen har også fået en enkelt aflysning fra Hans Thimes, men i stedet kommer Rasmus Walter og spiller en akustisk koncert lørdag klokken 13.00

Foruden de i dag offentliggjorte navne gæster følgende artister blandt andet festivalen: The Floor Is Made Of Lava, MØ, The Broken Beats, Sky Architects, Flødeklinikken, Dance With Dirt, Go Go Berlin, Barbara Moleko, Tako Lako, Hatesphere, Eaggerstunn, Pede B & DJ Noize, So-So Echo og mange flere.

Grimfest afholdes 1-3. august i Aarhus, og billetterne kan findes via GAFFA Live.


ANNONCE