Nyhed

Surfact stormer videre

Udgivelsen af Surfacts debutalbum lurer lige om hjørnet, men bandet er allerede godt i gang med at indtage Danmark.

Fremtiden ser lovende ud for fyrerne i det ambitiøse danske rockband, Surfact. Deres debutalbum "Terrific Downfall", produceret af Paul Schroeder (The Verve og Stone Roses) rammer gaden den 26. februar, og videoen til deres første single "Soulslide" er allerede i heftig rotation på MTV. Faktisk har Surfact nu været nummer 1 på MTVs Fahrenheit-liste 3 uger i træk.

Ligeledes er bandet tilbage på førstepladsen på Payloads Download-liste. En liste de nu har toppet i 5 uger sammenlagt. På søndag kommer turen til P3 tjeklisten og næste fredag, den 19. januar, hedder det Boogie-listen.

Surfact har, set med danske øjne, længe været en af de absolutte sværvægtere på musik-fællesskabet, MySpace, hvor bandet nu har rundet 46.000 venner og små 200.000 plays.


ANNONCE