Bandet udsender "Vulcan Gas Company" 1. marts
Billede: Søren Solkær Starbird
Det københavnske band Viva Vertigo genererede en del omtale omkring sig i forbindelse med udgivelsen af deres debutalbum "Viva Viva", ikke mindst på grund af Sune Wagners tilstedeværelse i producerstolen og bag en del af instrumenterne.
Efterfølgende blev flere af bandets sange brugt på soundtracket til filmen "Nordkraft", og nu er Viva Vertigo klar til at følge op på successen med albummet "Vulcan Gas Company", der udsendes 1. marts.
Denne gang er der en lidt mere fast bandstruktur i bandet, der ledes af frontmanden Simon Beck. På den kommende plade er Sara Lewis Sørensen fast tilknyttet som leadguitarist, svenske Anders Wallin er bassist, og Kristoffer Sonne er på som trommeslager.
Men også denne gang er der kendte ansigter med på pladen, og mest opsigtsvækkende er duetten med den tidligere Miss B. Haven-sangerinde Lise Cabble, der ikke har medvirket på en plade i ti år. På pladen finder man desuden bidrag fra Baby Woodrose, der medvirker på tre sange.
Et af de nye numre, "Baby Likes Dark Rock'n'Roll", kan du i øvrigt høre på Viva Vertigos MySpace-side ved at følge linket nedenfor.