Jan Wintersø, Hilmer Hassig og Carsten Valentin står bag genetableringen af det gamle pladeselskab
I starten af 80'erne stod pladeselskabet Irmgardz bag udgivelser med bands som City-X, Scatterbrain, Naïve og Gangway.
Nu genoplives det gamle selskab som Irmgardz 2.0 af Jan Wintersø (der også var med i det oprindelige Irmgardz), Hilmer Hassig (eks-Love Shop) og Carsten Valentin (Superjeg), og første udgivelse ligger allerede klar.
Det drejer sig som albummet "Sluk Lyset" med Claus Høxbroe & 1. Th., der udsendes 7. august.
I en pressemeddelelse beskrives pladeselskabets første navn således:
"Høxbroe har siden 2003 haft over 400 live-optrædener, og ved Poesiens Dag i 2005 modtog han årets publikumspris. Ved den lejlighed optrådte han for første gang sammen med kvartetten 1. Th., der ved mange lejligheder siden hen har leveret musikalsk medrivende akkompagnement til Høxbroes lyrik. Ved en af disse optrædener var Hilmer Hassig blandt publikum, og han kunne ikke stå for kombinationen af Høxbroes skarpe, energisk flydende tekster og 1. Th.'s akustiske blanding af klezmer, jazz, tango og sigøjnerpunk."
Folkene bag Irmgardz 2.0 beskriver sig selv som "et pladeselskab for et helt miljø af musikere m.m., der har både erfaring, integritet og noget på hjerte – en art kunstnerisk kooperativ".
Der er lige nu ikke fastlagt datoer for yderligere udgivelser fra det nye pladeselskab.