Interview med den danske elektro-gulddreng, der 21. juni for første gang fremfører musikken fra sit debutalbum live, på Vega i København.
Interviewet har tidligere været bragt i GAFFA august 2006
Billede: Morten Larsen
I løbet af de sidste par år er Anders Trentemøller blevet et anset navn på den internationale klubscene. Der er dog ikke sveddryppende dansebeats på hans debutalbum, som i stedet er blevet en slags rejse i lyd. Med ganske uventede medpassagerer.
Det er ikke meget, Anders Trentemøller har mærket til den hjemlige sommer. Næsten hver weekend i år har han rejst Europa tyndt sammen med vennen og dj’en T.O.M. for at sætte dansegulve i brand med sin karakteristiske blanding af house, dub og electro. Den danske producer er et af de varmeste navne på den internationale klubscene netop nu, og ud over succesen med egne udgivelser har han løst remix-opgaver for navne som Röyksopp, The Knife og Pet Shop Boys.
Herhjemme har han desuden markeret sig som producer for Mikael Simpson, hvor han stod bag de dybe, dubbede rytmer under hittet "Er Du Kommet For At Faa Noget?" Nu springer han omsider ud som albumartist i eget navn, men projektet har været undervejs i et stykke tid.
– Jeg startede egentlig på albummet for halvandet år siden, men uden at tænke på det som et album. Det var bare en masse løse tracks, og mange af skitserne lavede jeg, når vi var ude og spille. Man har masser af ventetid på hotelværelser, så der har jeg siddet med min laptop og hovedtelefoner og lavet småting, som jeg så arbejdede videre med derhjemme på mine keyboards. Men det sidste halve år har jeg været ret seriøs omkring det, fortæller Anders Trentemøller i sit spartanske studie på Vesterbro i København.
I den senere tid har han således takket nej til prominente navne som Puff Daddy, Basement Jaxx og Moby, som ellers ville have ham til at remixe for sig. Han ville gerne koncentrere sig om at blive færdig med albummet, der tager et syvmileskridt væk fra dansegulvenes opstemte menneskemængder.
Væk fra monotonien
"The Last Resort" skruer nemlig ned for tempoet og fokuserer i stedet på atmosfæriske lydskulpturer og støvede grooves. Ikke hvad man umiddelbart ville forvente fra et af tidens varmeste klubnavne.
– Jeg har altid været sådan, at når det gik rigtig godt, så sadler jeg om. Jeg gider ikke gå ned med tingene. Også fordi jeg hurtigt begynder at kede mig. Kunstnerisk ville jeg gå i stå, hvis jeg bare skulle lave remixes og dansemusik hele tiden. Når man laver musik til brug på klubber, er der visse elementer, som bare skal være der. Det skal virke. Med albummet har jeg haft fuldstændig frie hænder til at få nogle andre følelser ud – melankoli, afsavn, ting, der stikker dybere, fortæller Trentemøller. Men det nye og mindre dansable fokus skyldes også, at han ikke er videre begejstret for tendenserne på tidens klubscene.
– Det hele er blevet meget monotont. Når vi spiller ude i verden, oplever vi ofte klubber, som kun spiller én genre, og lige nu er det meget den minimale, tyske technostil, der regerer. Jeg kan bedre lide at blande tingene lidt, forklarer Trentemøller. Når han og T.O.M. optræder på klubber, slipper der da også jævnligt rock, gammel acid house eller andre ”fremmedelementer” ind i sættene, og Trentemøllers personlige musiksmag er i det hele taget ikke ligefrem synkron med de puritanere, der er så mange af i klubmiljøet. Mellem studievæggenes lyddæmpende skumplader hænger en Joy Division-plakat, ligesom han er stor fan af det nedstemte, psykedeliske rockband Mazzy Star og ikke mindst deres fortryllende sangerinde Hope Sandoval.
– Jeg er helt forelsket i hendes stemme og prøvede faktisk at få hende til at synge på pladen. Flere af numrene er i virkeligheden lavet med hendes stemme i tankerne. Men jeg kunne desværre ikke komme igennem til hende, fortæller han. I stedet har Ane Trolle og Richard Davis, der har sunget for henholdsvis Melk og Swayzak, hver lagt stemme til et nummer. Men det var som om, vokalerne kom på tværs af albummets flow. Samtidig skulle man som lytter pludselig forholde sig til en tekst, hvor man ellers kunne danne sig sin egen film indeni. Så Trentemøller gik tilbage til de instrumentale originaludgaver, og i stedet er de to vokalversioner placeret på en bonus-cd sammen med de fleste af hans mere kluborienterede udgivelser.
"The Last Resort" er nu ikke uden gæsteoptrædener. Mikael Simpson og den tidligere Luksus-trommeslager Henrik Vibskov lægger begge spor på flere numre. Men lige så bemærkelsesværdigt er bidraget fra en ganske ukendt franskmand. Et forunderligt eksempel på musikkens fagre nye, teknologiske verden.
– Det var en gut, der skrev til mig og sendte mig en mp3-bid, hvor han for sjov havde lagt noget guitar ind over et af mine gamle numre. Han havde bare lavet det som et remix til sig selv og syntes, at jeg skulle høre det. Det var faktisk ret fedt, så jeg bad ham sende mig guitarstykket isoleret. Så glemte jeg imidlertid alt om det, men et år senere faldt jeg over det igen og fandt ud af, at hvis jeg tunede det lidt ned, så passede det til et af de nye numre, fortæller Trentemøller om det uortodokse, virtuelle samarbejde, der er kommet med på det færdige album.
Planet Funk tur-retur
Den slags arbejdsmetoder havde Trentemøller næppe forestillet sig, da han som 19-årig spillede i et rockband i fødebyen Vordingborg på Sydsjælland.
– Jeg var sådan en rockfreak med alle de typiske fordomme om, at elektronisk ikke var musik, og at man bare trykkede på en knap. Men så var jeg i London, hvor nogle venner hev mig med til en drum’n’bass-koncert, og det ændrede min indstilling. Da jeg kom hjem, købte jeg en sampler og prøvede at få nogle beats ind i det rockband, jeg spillede i. Det lød ad helvede til, så jeg gik ud og begyndte at lave musik selv, husker Trentemøller. Kort efter flyttede han til København, hvor han blev indlemmet i det Parliament-inspirerede spacefunk-band URD. Her mødte han T.O.M., som lyder det borgerlige navn Thomas Berthelsen, og sammen begyndte de at producere house under navnet Trigbag. Inspirationen kom især fra franske Daft Punk, som brød igennem på det tidspunkt, og duoen havde en sjov tid i slutningen af 90’erne med flere koncerter rundt om i Danmark. Men så sivede luften ud.
– Jeg gik lidt ned på det elektroniske, og T.O.M. begyndte at få travlt med andre projekter. Så jeg endte med at holde pause i tre år og troede egentlig, at jeg havde fået en blokering, så jeg aldrig ville komme til at lave musik igen. Jeg kunne ikke få tingene til at lyde sådan, som jeg tænkte dem oppe i hovedet, husker Trentemøller. Han fandt dog en vej ud af det kreative mørke, og i 2003 fik han udgivet en ep på amerikanske Naked Music, som dengang var et af verdens mest velanskrevne house-pladeselskaber. Trentemøller var tilbage på sporet, og snart begyndte labels som Pokerflat og Out Of Orbit at signe hans produktioner, som begyndte at blive mere mørke og tech’ede i lyden.
– Pludselig gik det stærkt, uden at jeg egentlig gjorde andet for det
end at lave musikken. Det er det fede ved ”danseindustrien”, at den er ret anarkistisk. Hvis man laver noget, som er lidt originalt og siger folk noget, så behøver man ikke et stort markedsføringsbudget. Undergrunden har sine egne kanaler, man får remix-opgaver, og efterhånden bliver ens navn spredt ud, siger han. Og selvom mange uden for Danmarks grænser givetvis har svært ved at udtale det rigtigt, flyver Trentemøllers navn hyppigt over pladebutikkernes diske. De fleste af hans klubproduktioner har solgt omkring 20.000 vinyleksemplarer, og de bliver stadig genoptrykt, selvom flere af dem er op til halvandet år gamle.
– Så jeg er rent faktisk begyndt at tjene nogle penge. Jeg har ellers altid syntes, at jeg har været kronisk flad, men nu er der pludselig råd til at give en middag til kæresten engang imellem, som han udtrykker det. Hvis kalenderen da ellers levner plads til det.
Trentemøller spiller musikken fra "The Last Resort" live på Vega i København 21. juni med Mikael Simpson og Henrik Vibskov på henholdsvis guitar/bas og trommer. Koncerten er udsolgt.
