Nyhed

Bob Geldof kritiserer Live Earth

Rockfilantropen mener ikke, der er et realistisk mål med koncerterne

Der afvikles 7. juli otte koncerter under fællestitlen Live Earth, der ledet af Al Gore skal bringe opmærksomhed til problemerne med global opvarmning.

Men i følge NME mener Bob Geldof, der tidligere har stået bag både Live Aid og Live 8, at koncerterne mangler et klart defineret mål:

"Jeg håber, de er en succes. Men hvorfor organiserer Gore dem egentligt? For at gøre os opmærksomme på drivhuseffekten? Alle har kendt til det problem i årevis. Vi er alle fucking opmærksomme på global opvarmning".


"Live Earth har ikke et endeligt mål. Jeg ville kun organisere dem, hvis jeg kunne gå på scenen og annoncere konkrete miljømæssige tiltag fra amerikanske præsidentkandidater, Kongressen eller store virksomheder. De har ikke fået de garantier. Så det er bare en enorm popkoncert eller den 117. gang at, du ved, Madonna eller Coldplay går på scenen".

Kritikken af koncerterne er bestemt ikke urimelig, men det fremgår også, at Geldof er småsur over navnet Live Earth, da det får folk til at tro, at manden bag Live Aid og Live 8 også står bag denne koncert.

ANNONCE