Nyhed

George Clinton og Tower Of Power i Tivoli

Tivoli byder på legendarisk funk under sommerens Copenhagen Jazz Festival

Copenhagen Jazz Festivals afdeling på Plænen i Tivoli kommer til at stå i funkrytmens tegn i år, når jazzen slippes løs fra den 6. juli. Under festivalen bydes der på fire store aftenkoncerter og en eftermiddagskoncert med børnejazz.

Funkens Godfather, George Clinton (billedet), der også spillede på Roskilde sidste år, åbner Jazz Festivalen sammen med sin farverige og rytmiske backupgruppe P-Funk All Stars, og ugen efter vil jazzede funkrytmer atter lyde, når Tower Of Power indtager Plænen.

Tivolis Big Band er naturligvis også med på festivalen. I år bliver det med fire af jazzens sværvægtere. Sangerne Gary Brooker og Georgie Fame sætter hinanden stævne i Tivoli sammen med Big Bandet, og det samme gør saxofonisterne Jesper Thilo og Hans Ulrik.


For børn og andre rytmeglade er der sprudlende junglejazz med den populære, danske jazzgruppe Djanzz. Alle koncerter er gratis for Havens gæster.

Program for Jazz Festival på Plænen i Tivoli 2007:

Fredag d. 6. juli – George Clinton & The P-Funk All Stars
Lørdag d. 7. juli – Jesper Thilo og Hans Ulrik med Tivolis Big Band
Tirsdag d. 10. juli – Djanzz – børnejazz
Fredag d. 13. juli – Tower Of Power
Lørdag d. 14. juli – Gary Brooker og Georgie Fame med Tivolis Big Band


Copenhagen Jazz Festival

ANNONCE