Nyhed

Sugababes aflyser koncert

Den engelske trio har aflyst weekendens koncert i Aalborg

Det var egentlig meningen, at sange som "Freak Like Me" og "Overload" skulle være gjaldet ud gennem Skovdalen i Aalborg i denne weekend, men med mindre man selv medbringer en ghettoblaster, kommer det ikke til at ske.

Koncerten 2. juni med engelske Sugababes er nemlig blevet aflyst på grund af "uforudsete promotion-forpligtelser" skriver Nordjyske i dag.

"Uforudset promotion er en paragraf, som indgår i de fleste standardkontrakter og dækker formentlig over, at Sugebabes har fået tilbudt et attraktivt tv-job, selv om vi ikke har fået oplyst hvilket og hvor", siger John Pedersen, RIM/Skråens venner til avisen.

Der er på nuværende tidspunkt ikke planer om at arrangere en ny koncert med trioen i Aalborg, og derfor kan købte billetter nu refunderes, hvor de er købt.

ANNONCE