Nyhed

Interpol vender tilbage

New York-gruppen har en ny plade i støbeskeen, der følger op på 2004-udgivelsen "Antics"

Interpol-guitaristen, Daniel Kessler, betror en NME-journalist, at gruppen næsten har lagt sidste hånd på den længe ventede opfølger til "Antics" fra 2004. Den nye plade bliver indie-bandets tredje og første udgivelse på et større pladeselskab, nemlig Capitol.

Kessler siger blandt andet, at det nye album bliver "mere ekspressiv" end de sidste to udgivelser. Han fortsætter: "Vi havde keyboards med fra starten, hvilket vi aldrig har prøvet før. Det er ligesom et femte bandmedlem. Der er mere tekstur, og interessante lyde, der er i den grad fremdrift og vækst".

I samme interview dementerer Interpol-guitaristen, at det nye album får titlen "Moderation", som rygtesmede på internettet hævder. Pladen kommer, ifølge Kessler, nok til at blive døbt "Mammoth" eller "The Heimlich Manoeuvre", selvom sidstnænvte titel nok skal tages med et gran salt, for som Kessler anfører: "Vi får se om vi beholder det [navn], det kunne være sjovt".


Hvornår pladen udkommer vides endnu ikke, men mon ikke at "næsten færdig" betyder "i løbet af efteråret"?

ANNONCE