Nyhed

Retssagen mod Phil Spector indledes i dag

Superproduceren Phil Spector skal forsvare sig imod anklagen om mord på skuespilleren Lana Clarkson

Først nu, fire år efter at Phil Spector blev anklaget for at have myrdet skuespilleren Lana Clarkson i 2003, skal han stilles for retten i Los Angeles. Men først skal retssagens nævninge udpeges blandt de potentielt 300 mulige, som retsagens dommer, Larry Paul Fidler, har kaldt ind.

Ifølge dommeren må retssagen ikke tv-transmitteres, før den endelige jury er konstitueret. Tv-billederne fra retssagen vil blive vist på tv før udgangen af april.

I en retssagshøring blev Wall of Sound-geniet anklaget for med fuldt overlæg at have proppet mordvåbnet (en pistol) ind i munden på Clarkson, men Spector beskyldes ligeledes for tidligere at have truet flere kvinder med pistoler uden dog at være stillet til ansvar herfor.


Spectors advokat, Bruce Cutler, afviser alle anklagerne mod Spector og argumenterer for, at Clarkson døde af såret fra et "selvpåført pistolskud", og slutter af med disse ord, hvis man skulle være i tvivl: "Der var ingen ondskab, intet motiv, ingen intention, intet mord, ingen forbrydelse".

Spector er på nuværende tidspunkt på fri fod mod et svimlende kautionsbeløb på intet mindre end seks milioner kroner. Hvis den legendariske producer kendes skyldig i mordet, kan han imødese en fængselsdom på livstid.

ANNONCE