Muse blev bedste liveband, mens Amy Winehouse fik prisen for bedste album
Billede: Jacob Dinesen
I weekenden blev de prestigefyldte Q Awards uddelt på Grosvenor House Hotel i London. Priserne bliver uddelt af Englands største musikblad Q Magazine, og ikke helt overraskende var det alles kæledægger Arctic Monkeys, der løb med prisen som ”Best Act In The World Today”, skriver bladets hjemmeside.
En anden prestigefyldt pris som årets livenavn gik til Muse – ikke ligefrem første gang, de får en sådan pris – mens Amy Winehouse fik prisen for årets album, ”Back To Black”. Winehouse dukkede dog – lidet overraskende – ikke op til uddelingen, selvom arrangørerne ellers angiveligt havde lovet hende at kunne drikke gratis for 10.000 pund.
Prisen ”Q Classic Album” gik til The Verves ti års-jubilar ”Urban Hymns” – den med ”Bittersweet Symphony” og ”The Drugs Don’t Work” – mens den nyligt afdøde pladeselskabschef Tony Wilson – manden, der opdagede Joy Division, New Order og Happy Mondays, for blot at nævne nogle – posthumt modtog prisen ”Q Hero Award”. Den såkaldte ”Inspiration Award” gik til Damon Albarn fra Blur, The Good, The Bad And The Queen og mange andre sammenhænge.
”Best New Act”-prisen gik til The Enemy, ”Lifetime Achievement Award” til den gamle Smiths- og nuværende Modest Mouse-guitarist Johnny Marr, ”Q Innovation Award” til Sigur Rós, ”Q Idol Award” til Kylie Minogue og ”Q Icon Award” til Paul McCartney. Sidstnævnte slog i øvrigt et lille hul på sit pæne, familievenlige image ved at udtale, at Kylie ikke fortjente sin pris, da hun bare var en tidligere soap-opera-stjerne, som laver børnemusik.
Ifølge digitalspy.co.uk var gruppenavnet Arctic Monkeys i øvrigt stavet forkert på prisen – der stod "Artic Monkeys". Bandet tog det dog angiveligt meget pænt.
De samlede vinderliste ser således ud:
Best New Act
* The Enemy
Best Track
* ‘Your Love Alone Is Not Enough' Manic Street Preachers
Best Live Act
* Muse
Best Album
* 'Back To Black' Amy Winehouse
Best Video
* 'Ruby' Kaiser Chiefs
Q Classic Song
* Stereophonics 'Local Boy In The Photograph'
Q Classic Album
* The Verve 'Urban Hymns'
Q Innovation Award
* Sigur Rós
Lifetime Achievement Award
* Johnny Marr
Q Merit Award
* Ryan Adams
Q Hero Award
* Tony Wilson
Q Legend Award
* Ian Brown
Classic Songwriter
* Billy Bragg
Inspiration Award
* Damon Albarn
Q Idol Award
* Kylie Minogue
Q Icon
* Paul McCartney
Best Act In The World Today
* Arctic Monkeys





