De udsender ved samme lejlighed også "ubrugeligheder"
Den amerikanske gruppe Eels har siden 2003 været et en-mands projekt for sangskriveren E (døbt Mark Oliver Everett), der har været hovedmanden i gruppen siden Eels udsendte debutalbummet "Beautiful Freak" i 1996.
Gruppen har i alt seks plader på samvittigheden, og nu samler E de største hits på pladen "Meet the Eels: Essential Eels Vol. I 1996-2006".
Den excentriske sangskriver har dog også lige tilføjet en coverversion af Missy Elliott-hittet "Get Ur Freak On" og en dvd med musikvideoer og koncertoptagelser.
Ved samme lejlighed udsender Eels dobbeltalbummet "Useless Trinkets: B-sides, Soundtracks, Rarities and Unreleased 1996-2006", hvor E har samlet hele 50 sange, der indeholder coverversioner, liveoptagelser, remix og andre sjældenheder.
Den udgivelse kommer naturligvis også med en dvd med seks sange optaget live til Lollapalooza-festivalen i 2006.
Begge udgivelser udsendes 15. januar.