Nyhed

Jenny Wilson åbner Cph:Dox

Farverig åbningsaften ved den svenske popprinsesse med flere

Fredag den 9. november skydes årets Cph:Dox Festival i gang med lidt af en åbningsaften, hvis ubestridte hovednavn er svenske Jenny Wilson, som de fleste givetvis forbinder med det højt respekterede indiepop-band First Floor Power.

Kvinden gik solo med albummet ”Love And Youth” i 2005 og høstede ikke så få roser for hendes karakteristiske lyse stemme, huggende guitarriff og indpiskende rytmer. Den slags kan sammen med smagsprøver på Jenny Wilsons kommende album forventes til koncerten i Store Vega.

Opvarmningen klarer den svenske instruktør Andreas Nilsson, der ikke bare sidder i årets Cph:Dox’ Sound Vision Award-jury, men som altså også til lejligheden har kreeret et musikvideoprogram af antageligt knivskarpe og stilskabende visuals.

Som support finder man det relativt hårdtslående og danse-appellerende Snake And Jet’s Amazing Bullit Band, og til efterfesten på Ideal Bar dj’er flere af musikerne fra Bob Hund.

ANNONCE