Nyhed

Mani Spinx udsender ep

Sangskriveren er klar med "Paper Cuts" til november

Da Mani Spinx sidste år debuterede med albummet "Post Modern Panic Attack" blev han rost til skyerne af landets anmeldere.

GAFFAs anmelder sammenlignede den silkeborgensiske sangskriver med Frank Zappa og Beck, og skrev følgende om pladen:

"Tre kvarters florerende eventyrlyst er, hvad denne debut appetitligt byder på. Det er årtier siden, en dansk plade har ladet alsidigheden råde så vildt, og når man dertil lægger, at der er tale om en cd lige så catchy som en sommerforkølelse (og lige så svær at få ud af kraniet igen), har vi en kandidat til årets danske debut".


Mani Spinx må havde været inde i en god stime i efteråret 2006, for umiddelbart efter udgivelsen af debuten gik han nemlig i studiet igen.

Her indspillede han sammen med Frank Birch Pontoppidan seks numre, der nu udsendes på ep'en "Paper Cuts".

Alle sangene er indspillet live i studiet, og resultatet kan høres på ep'en, der udsendes 26. november.


ANNONCE