Nyhed

Palle Torp involveret i trafikdrama

En bilist, der nu er sigtet for røverisk overfald på Palle Torp, anklager guitaristen for forsøg på manddrab

I sidste uge var guitaristen Palle Torp fra duoen Sko/Torp involveret i en hændelse på Søftenvej nord for Århus, hvor han angiveligt blev overfaldet af en anden bilist, der smadrede hans bilrude og tvang ham til at overdrage sit sygesikringskort og en mobiltelefon.

Bilisten, en 29-årig kioskejer ved navn Jon Berg fra Århus, returnerede ifølge Ekstra Bladet begge dele fire timer senere og står nu sigtet for trusler på livet og for røverisk overfald.

Men selvom Berg erkender at have taget Torps ejendele, nægter han at have slået ham og har forsøgt at anmelde guitaristen for forsøg på manddrab.


Berg siger til Ekstra Bladet, at de to bilister kom i karambolage, fordi Berg efter at Torp havde foretaget "en hasarderet overhaling" frygtede for sin kone og sine to små børns liv.

"Han var ved at køre os i grøften. Jeg frygtede for mine børns liv. Han kørte så tæt, at jeg blev presset helt ud mod en to meter dyb grøft og var tvunget til at bremse hårdt op. Der er stadig dybe bremsespor i rabatten".

Berg erkender desuden, at han efterfølgende gik hen til Palle Torps bil og smadrede en siderude, men nægter, at han efterfølgende skulle have slået guitaristen.


Da Berg meldte sig selv til politiet, forsøgte han også at få politiet til at sigte Torp for forsøg på manddrab, men uden held.

"Det var ham, der var ved at køre os ihjel. Så det har jeg i dag prøvet at anmelde ham for på politigården i Århus. Men de nægtede at tage mod min anmeldelse og smed mig ud. Derfor går sagen nu til min advokat. Jeg er rystet over, hvordan man bliver behandlet hos politiet, bare fordi det er en kendis, man vil anmelde".

Sagens anden hovedperson har endnu ikke udtalt sig om sagen.


ANNONCE