Juryen i mordsagen kunne ikke blive enige, og sagen må derfor gå om
De tolv jurymedlemmer, der skulle beslutte, om pladeproduceren Phil Spector myrdede den 40-årige Lana Clarkson, eller om hun begik selvmord, måtte i går meddele, at de ikke kunne nå til enighed om afgørelsen, hvilket fik dommeren til at opgive sagen.
Juryen havde ellers hørt vidneudsagn og set beviser for og imod i omkring fem måneder for derefter at sætte sig sammen i 12 dage, men det var åbenbart ikke nok.
Juryformanden kunne fortælle, at ved den seneste afstemning var stemmerne fordelt 10-2 uden dog at afsløre i hvilken favør, og da juryen ikke kunne komme ud med en fælles afgørelse, må sagen gå om.
Retssagen startede, efter at Spector i november 2003 blev anklaget for mordet på Lana Clarkson, der døde 3. februar 2003.
Spector mødte den tidligere B-filmskuespiller på House of Blues i Hollywood, hvor hun arbejdede som værtinde, og tog hende med hjem samme aften.
Nogle timer senere ankom politiet til Spectors hjem efter at være blevet informeret om, at produceren var gået forvildet rundt i sin indkørsel og derefter sagt til sin chauffør: "Jeg tror, jeg har slået én ihjel".
Clarkson blev efterfølgende fundet inde i huset siddende på en stol, hvor hun var blevet skudt i munden med den .38 kaliber pistol, der lå ved hendes fødder. En ble, der efterfølgende blev fundet, var blevet brugt til at fjerne noget af blodet.
Anklageren har tegnet et billede af Spector som en pistolviftende plage, der tidligere har truet fem forskellige kvinder med våben, hvor forsvareren hævder, at Clarkson var deprimeret over et brud med en kæreste, og derfor valgte at begå selvmord.
Ifølge CNN bad dommeren de involverede i sagen om at vende tilbage til sin retssal 3. oktober, hvor han ville informere dem om næste skridt i sagen.
Phil Spector har endnu ikke selv vidnet i sagen.