Nyhed

18th Dye på turné

Fire danske byer får besøg af de albumaktuelle støjrockere

18th Dyes seneste skive, "Amorine Queen" har været på gaden i en måneds tid, og er blevet særdeles positivt modtaget af kritikerne.

Og ved udgangen af indeværende måned bliver der så mulighed for at opleve materialet live, når indie- og støjrockgruppen besøger henholdsvis hovedstaden, Århus, Ålborg og Kolding.

18th Dye opnåede i 90’erne stor anerkendelse i store dele af såvel den internationale som hjemlige musikpresse med deres stilskabende, iørefaldende og konsekvent eksplosive rock. De turnerede massivt i USA og Europa - med over 500 koncerter - og efterlod et solidt eftermæle som inspiratorer for utallige efterfølgende bands.


18th Dye bygger med "Amorine Queen" videre på 90’erproduktionen, fra "Done" (1992), "Crayon" (1993), "Tribute to a Bus" (1995) til "B-Sides and Rarities"-albummet "Left" (1999), der er udgivet på det engelske label Extreme Sports Armchair Enthusiast Records.

Gruppen vil med deres nye album ikke kun begejstre fans fra dengang, men sigter samtidig efter en nyt og yngre publikum - efter sigende med stort held ved allerede afholdte koncerter.

18the Dye, som har turneret med blandt andet Stereolab og Yo la Tengo og optaget plader med producer-legenden Steve Albini fik, som eneste danske band nogensinde, indspillet hele 3 BBC Peel-sessions og opnåede flere top-10 hits på den engelske indiechart samt flotte placeringer på CMJ-charten i USA, hvor bandet blev udgivet af det legendariske Matador Records - blot for at nævne nogle få af oplevelserne, som bandet bjærgede i deres storhedstid 1992-1998.

Bandet genoptog koncertaktiviterne i 2005 med koncert på Crunchy Frogs VibraCrunch07 i Malmö. Derfra har gruppen de sidste par år sporadisk givet lyd fra sig med shows og små turnerer i Danmark og Tyskland, hvor bandet blandt andet spillede i det prestigiøse tyske Rockpalast TV-show, den Berlinske Summerize Festival 2007 og Spot festival 2007 i en proppet sal. GAFFAs anmelder gav 5 ud af 6 stjerner og skrev blandt andet: ”Hvis der findes noget retfærdighed i denne verden, så får 18th Dye nu den omtale, hyldest og plads på reolen, som de fortjener.”


I efteråret 2007 skrev 18th Dye kontrakt med Crunchy Frog, og i december 2007 var gruppen special guests på Raveonettes Danmarksturné.

Den aktuelle turné falder som følger:

30/4: KOLDING, PITSTOP
2/5: AALBORG, STUDENTERHUSET
3/5: ÅRHUS, POPREVO FESTIVAL (STUDENTERHUSET)
8/5: KØBENHAVN, LILLE VEGA



18th Dye på MySpace

ANNONCE