Rygter om ganske nye toner fra den britiske sangfugl
Når man lytter til den storsælgende engelske sangerinde Kate Nashs klaverbårne debutplade "Made of Bricks" fra sidste år, kan det forekomme endog yderst vanskeligt at forestille sig damen folde sig ud som punkmusiker.
Men det er ikke desto mindre nøjagtigt, hvad Nash overvejer at gøre på sin kommende plade, siger en såkaldt velunderrettet kilde til Gigwise.
Og London har da unægteligt også en stolt tradtion inden for netop denne genre. Nash er angiveligt i færd med at indspille demoer til et kommende album, og de bærer, ifølge den anonyme kilde, præg af en "punket fornemmelse".
Sangerinden får mulighed for at lure et par tricks af, når hun i sommer er på plakaten sammen med protopunkerne Iggy & the Stooges ved den såkaldte Get Loaded in the Park-festival.