Nyhed

Steve Winwood til Værket

Den navnkundige englænder gæster Randers

Randers har forlængst meldt sig i de jyske provinsbyers kapløb om at præsentere populærmusikalske verdensnavne, og Værket har således tidligere lagt hus til notabiliteter som Joe Cocker, Jethro Tull, Gary Moore og senest Willie Nelson.

Nu er turen kommet til den 60-årige engelske sanger, sangskriver, organist og meget mere Steve Winwood, som vel navnlig kendes for sin tid i Traffic fra 1967-74, men som i den grad har været om sig i en lang række sammenhænge.

Som 15-årig indtrådte Winwood i The Spencer Davis Group, og blev af den vej en del af datidens blomstrende engelske bluesscene, der på det tidspunkt talte navne som John Mayall, Eric Clapton, Jack Bruce med flere.


I årene 1967-74 var Winwood ankermand i gruppen Traffic, med hvem han havde en række hits. Undervejs blev der i 1969 tid til at indgå i supergruppen Blind Faith, hvis eneste, selvbetitlede plade i dag har rockhistorisk status.

I 1977 udsendte han sin første soloplade. Det er siden blevet til flere, ligesom Winwood har indspillet med en imponerende række af bluesen og rockens væsentligste figurer - fra Hendrix, Howling Wolf og Muddy Waters til Lou Reed, George Harrison og Marianne Faithfull.

I februar udkom Winwoods niende soloalbum "Nine Lives", og han gav i den forbindelse tre udsolgte og efter sigende fremragende koncerter med vennen og legekammeraten Eric Clapton i Madison Square Gardens.


Det er kort sagt en af genrens prominente profiler, som kan opleves i det østjyske den 16. oktober. Billetterne, der koster henholdsvis 497,
457 og 397 kroner inklusive gebyr, sættes til salg den 18. august klokken 11.

Winwoods officielle hjemmeside


ANNONCE