Nyhed

Bliver Faith No More gendannet?

Pålidelige kilder melder om en reunion-tour i 2009 for Mike Patton & Co.

Det er ti år siden, amerikanske Faith No More blev opløst, men nu er gruppen med den karismatiske Mike Patton i front måske på vej til at blive gendannet. Det er metal-bladet Kerrang!, der kan bringe nyheden. Bladet har talt med unavngivne engelske spillesteder, som angiveligt skulle være programsat til at lægge scene til den eksperimenterende metal/funk/meget-mere-gruppe i foråret. Flere festivaljobs skulle også være i spil.

Bassist Billy Gould afviser dog rygterne over for Kerrang! "Hvis sådan noget ville ske, ville det komme fra bandet selv, og jeg har ikke talt med nogle af de andre i over et år," siger han. "Så vidt jeg ved, er der ikke noget at snakke om, og jeg er ret sikker på, at hvis I talte med Patton, ville han sige det samme."

Mike Patton har tidligere kategorisk afvist en gendannelse, men nu er han ikke helt så negativ. Tilbage i januar udtalte han til Artisan News Service: "Jeg vil ikke udelukke det. Jeg synes ikke, vi behøver at gendanne gruppen, men måske er der andre ting, vi kan gøre sammen."


Efter Faith No Mores opløsning har især Mike Patton været aktiv med en lang række musikalske projekter, ofte af stærkt eksperimenterende karakter. Blandt de mest kendte kan nævnes Mr. Bungle (som også eksisterede i Faith No Mores levetid), Fantomas, Tomahawk og Peeping Tom, ligesom han er medstifter af pladeselskabet Ipecac Recordings (Bohren & Der Club Of Gore, Dälek, Isis med flere.) Tilbage i 2005 gav han fire koncerter på Roskilde Festival med fire forskellige musikalske konstellationer.

Faith No More blev dannet i 1982, men Mike Patton kom først med i gruppen i 1988, efter at bandet havde fyret den oprindelige sanger Chuck Mosely efter dennes utilregnelige opførsel til koncerter. Med Patton lavede gruppen deres største succeser, albummene "The Real Thing" og "Angel Dust" fra henholdsvis 1990 og 1992. Deres svanesang blev "Album Of The Year" i 1997.

ANNONCE