Williams går i gang med indspilningerne til sit næste album i januar
Det er ikke mange dage siden, vi her på GAFFA.dk kunne fortælle, at Robbie Williams overvejede at blive genforenet med sit gamle band Take That. Dengang sagde Robbie dog også, at han havde noget arbejde, han først skulle blive færdig med.
Det uddyber han nu en smule. Angryape.com citerer Robbie Williams for at udtale, at han snart går i studiet for at indspille sit ottende soloalbum, opfølgeren til 2006’s ”Rudebox”, der ikke blev den helt store succes – i hvert fald ikke efter Williams-målestok, og især ikke i England, hvorimod albummet dog har solgt pænt i en række andre lande. Kort efter udgivelsen af ”Rudebox” udgav Robbies gamle bandkammerater i Take That i øvrigt deres store comeback-album ”Beautiful World”, der i nogen grad tog fokus fra ”Rudebox”.
”Jeg går i studiet i slutningen af januar for at blive færdig med det (det nye album, red.). Hvis jeg kunne blive færdig med det tidligere, ville jeg gøre det. Men de her ting tager tid, selvom jeg ikke er god til at vente på noget,” siger Robbie Williams.
Robbie fortæller videre, at han følte sig nødsaget til at forlade England og flytte til Los Angeles – hvor han i øvrigt kan gå rundt nogenlunde ubemærket, da hans berømmelse i USA er temmelig begrænset. ”Jeg var nødt til at rejse. Hvordan kan nogen savne dig, når du altid er i nærheden,” forklarer Robbie Williams. Han har til det nye album skrevet sange sammen med Chaz Jankel, tidligere guitarist og keyboardspiller i afdøde Ian Durys band The Blockheads.
Ifølge flere engelske medier overvejer Robbie Williams at flytte tilbage til England efter fem års eksil i USA.





