Nyhed

Springsteen skriver titelsang til Mickey Rourke-film

Nummeret ”The Wrestler” kan høres under traileren til filmen af samme navn

I næste uge får filmen ”The Wrestler” med Mickey Rourke i hovedrollen som den fallerede wrestler Randy ”The Ram” Robinson premiere i de amerikanske biografer, og under traileren til filmen, kan man lægge øre til en spritny sang af den for tiden yderst arbejdsomme Boss, Bruce Springsteen.

Nummeret deler titel med filmen og er skrevet til lejligheden på baggrund af et brev fra en tydeligt stolt Mickey Rourke, der fortæller følgende på Springsteens hjemmeside:

”Jeg skrev et brev til Bruce, for vi har kendt hinanden i over tyve år nu, og han kender til de mange op- og nedture i min karriere. Så jeg fortalte ham, at jeg ikke havde lyst til at ende som den fyr, jeg spiller i filmen. Noget tid senere fik jeg et opkald fra ham midt om natten, og han fortalte, at han havde skrevet en sang på baggrund af mit brev. Det er da fucking smukt, hva?

Jeg er meget beæret over, at han tog sig tid til det, for jeg ved, at han er en travl mand. Jeg er bare så stolt over den magiske film, som jeg synes det er blevet, og nu hvor den også har Bruces input… Der er sgu ikke nogen i Hollywood, der kan komme med alle deres millioner og få manden til at skrive en sang på kommando.”

Filmen ”The Wrestler” er spået til at blive Mickey Rourkes store comeback, og har fået fremragende anmeldelser af de amerikanske kritikere. Springsteens nummer er en simpel, men rørende sag, der kan erhverves via iTunes samt på filmens soundtrack, ligesom den vil kunne findes som bonus-track på limited-udgaven af Bossens kommende album, ”Working On A Dream”, der udkommer 26. januar.

Nyeste single fra ”Working On A Dream”, den opløftende “My Lucky Day”, er også på gaden nu, så der er masser af små julegodter derude til Bruce-fansene.

ANNONCE