Nyhed

The Floor Is Made Of Lava varmer op for Oasis

De danserockende Lava-drenge spiller op til bal, når Gallagher-brødrerne indtager Forum til januar

Når Oasis spiller i Forum den 24. januar, kan man roligt møde tidligt op, for brødrene Gallagher har skaffet sig et opvarmningsband, der burde være garant for en habil gang rock ’n’ roll-feststemning.

Det er vor hjemlige club-rockere i The Floor Is Made Of Lava, der skal varme op for Oasis. Bandet er i skrivende stund ved at arbejde på materiale til opfølgeren til debuten ”All Juice No Fruit” fra 2007 og holder derfor pause fra tour-livet, så det er en glimrende mulighed for at opleve et af landets bedste live-bands, der endda pønser på at løfte sløret for noget af deres nye matriale.

”Vi er i fuld gang med at skrive nye sange og regner med at spille to af dem i Forum. Vi glæder os selvfølgelig helt vildt til at dele scene med nogle af vores all time største idoler. Oasis var det første band, jeg selv blev fan af, og det har hængt ved, lige siden jeg hørte "Definetely Maybe" første gang.”, fortæller Lava-forsanger Tobias B. Kippenberger til GAFFA om Oasis-tjansen.

Så hvis man er til Oasis og nysgerrig efter at lytte til, hvad The Floor Is Made Of Lava går og pusler med for tiden, er der vist al mulig god grund til at smutte forbi Forum til en gang fest, farver og rock ’n’ roll den 24. i den første måned i det nye år.

ANNONCE