Casual Fridays er navnet på Ideal Bars nye indie-klub, der har snigpremiere 5. december
Casual Fridays er navnet på en ny indie-fredagsklub i Vegas Ideal Bar, som Vega præsenterer i samarbejde med det lille, men fremadstormende danske pladeselskab, bookingbureau, management- og tøjfirma Tigerspring (Choir Of Young Believers, Taxi Taxi, Jong Pang med flere). Klubben præsenterer 50 års populærmusik med fokus på indie, men krydret med lidt afstikkere. Casual Fridays byder ifølge bagmændene på alt fra meget skæv indie-rock til deciderede pophits.
Casual Fridays er det seneste tiltag i Ideal Bar og erstatter rockklubben Crisp – The Crunchy Treat, der stopper efter næsten otte års musikalsk fredagsklub. Casual Fridays starter officielt fredag den 2. januar, men folkene bag konceptet præsenterer en smagsprøve allerede i aften, den 5. december, hvor arrangørerne vil finpudse musik og idéer.
Klubben har allieret sig med tre af Københavns mere markante og erfarne indie-dj’s, der alle har tilknytning til Tigersprings netværk. Det drejer sig om Kim LAS, Kasper Nørlund og Christoffer Griebel.
Kim LAS – kendt fra Money Your Love, Mit Nye Band og Klub Drama – er en særdeles profileret dj i det københavnske natteliv. Kasper Nørlund er mest kendt som keyboardspiller og korsanger i Spleen United, men giver den også regelmæssigt som dj. Og sidst, men ikke mindst er der Christoffer Griebel alias DJ Viljen, tidligere medlem af det hedengangne danske band Lake Placid, hvor Choir Of Young Believers’ front- og bagmand Jannis Noya Makrigiannis i øvrigt også slog sine folder i sin tid.