Den svenske jazzpop-sangerinde gæster Vega i februar
Den svenske, jazzinspirerede popsangerinde Veronica Maggio har længe været et stort navn i hjemlandet, og nu er hun også på vej til at blive det i Danmark. Tidligere på efteråret udkom hendes album, ”Och Vinnaren Är”, herhjemme. Herfra blev singleforløberen ”Måndagsbarn” et pænt hit på P3, hvor den blandt andet blev Ugens Uundgåelige.
Veronica Maggio kommer nu til Danmark for at give koncert. Nærmere betegnet 27. februar i Lille Vega i København. Forsalget til koncerten begynder mandag den 22. december på Billetlugen samt i landets Fona-butikker.
I 2006 udgav Veronica Maggio sit debutalbum ”Vatten & Bröd”, hvorfra singlerne ”Dumpa Mig ” og ”Njöd” blev store hits i Sverige.
GAFFAs anmelder Signe Bønsvig Wehding var dog lidt mellemfornøjet med Veronica Maggios andet album ”Och Vinnaren Är.” Det blev til tre ud af seks stjerner og følgende konklusion: ”Hun har iørefaldende hits, en sød stemme, men intet, der indprentes og får sangene til at leve videre, efter at vinderfesten er slut.”





