Nyhed

Duffy udgiver debut-album

Den hypede sangerinde udgiver ”Rockferry” til april

De engelske medier har den sidste tid haft opmærksomheden rettet mod den walisiske sangerinde Duffy, som mange spår til at blive et stort navn her i 2008. Duffy bliver da også spillet heftigt på de engelske radiostationer.

Flere af de engelske aviser og magasiner som blandt andre the Daily Telegraph, Daily Star, Sunday Mirror, Evening Standard og Q har features, hvor Duffy står nævnt som en af deres top 10 artister, man skal holde øje med i 2008.

Også på nettet har mange af de store portaler features om hende, og hun er nummer 2 på BBC Music critics poll, den samme, som blev vundet af Mika sidste år, og som tidligere år tippede Keane, Kaiser Chiefs og The Feeling.


Herhjemme har første single fra Duffys kommende debut-album, nummeret ”Mercy”, kørt som ”ugens uundgåelige” på P3. Hvilket må siges at være en udmærket start.

Debut-pladen har fået titlen ”Rockferry” og rammer de danske pladebutikker den 7. april. Singlen ”Mercy” kan til gengæld erhverves digitalt fra på mandag.



ANNONCE