Nyhed

Foals er klar med album-debut

Dance-punk-kvintetten udsender deres fuldlængde-debut til marts

Foals’ kommende fuldlængde debut-plade har fået titlen ”Antidotes”, og pladen er produceret af David Sitek fra TV On The Radio.

Foals var dog stærkt utilfredse med Siteks overdrevne brug af reverb på pladen, som de syntes gav deres sange en lidt for "spacy" lyd. Så de fem gutter droppede producerens endelige miks af pladen og remixede det hele selv.

”Antidotes” vil indeholde en gæsteoptræden af Celebrations Katrina Ford og musikere fra Antibalas horn section. Dette skulle gerne udmunde i 11 festlige og dansevenlige post-punknumre.


Da bandet spillede i London den 10. december, bemærkede GAFFAs anmelder:

”Foals’ musik er drevet af en tung, funket groove, og det var så godt som umuligt at stå stille, når kvintetten spillede løs denne aften.

Nok var deres kantede numre ikke altid helt perfekt fremført, men de var altid yderst smittende, fokuserede og blev leveret med en eksplosiv ungdommelig energi.”


Om den smittende energi kan overføres til plade-format, skal blive spændende at se, når “Antidotes” udkommer den 24. marts.

Tracklisten til “Antidotes” ser sådan ud:

1 “The French Open”
2 “Cassius”
3 “Red Socks Pugie”
4 “Olympic Airways”
5 “Electric Bloom”
6 “Balloons”
7 “Heavy Water”
8 “Two Steps, Twice”
9 “Big Big Love (Fig. 2)”
10 “Like Swimming”
11 “Tron”


ANNONCE