Nyhed

Michael Møller spiller to koncerter med stort orkester

Herefter drager moi Caprice-frontmanden på solo-turné rundt i landet

I slutningen af sidste år udgav moi Caprice-frontmand Michael Møller sin første soloplade ”Every Streetcar’s Got a Name – An album about Sex and Desire”, som blev vel modtaget i den danske presse.

GAFFAs anmelder var også tilfreds og skrev om pladen:

”Der er skåret ind til benet på et album, der ganske vist rummer en righoldig instrumentering, men som alligevel tit fremstår nøgen i al sin ligefremme og momentant skrabede enkelhed.”


Den righoldige instrumentering, tager Michael Møller med sig, når han på torsdag og lørdag giver koncert på henholdsvis Vega og VoxHall i en lidt anderledes, nærmest klassisk inspireret opsætning.

I København og Århus kan man opleve numrene fra Møllers soloplade i mere blæser- og strygerbaserede udgaver, og med sig har han ligesom på pladen Jakob Funch (I Got You In Tape, Murder) på guitar/banjo, mens Kåre Joensen (Claus Hempler, Robot, Dear) har skiftet elbassen ud med kontrabas.

Derudover vil Maria Diekmann og Cecilie Trier (Choir of Young Belivers) levere strygerne, mens Bo Rande (Blue Foundation) og Jeppe Skjold (Slaraffenland) supplerer blæserne.


Disse koncerter kan ifølge Møller selv blive den eneste mulighed for at opleve hans numre i denne opsætning. I løbet af marts og april kan man dog også opleve ham i deciderede solo-koncerter rundt om i landet.

Datoerne for koncerterne er:

14. februar, Vega, København (m/band)
16. februar VoxHall, Århus (m/band)


14. marts, Viften, Rødovre (solo)
15.marts, Dexter, Odense (solo)

25. April, Rust, København (solo)
26. April, Forbrændingen, Albertslund (solo)

ANNONCE