Rapperen får hjælp af 50 Cent på albummet "Exit 13"
LL Cool J debuterede i 1985 med albummet "Radio", der var produceret af Rick Rubin, og siden da er samtlige af rapperens udgivelser blevet udsendt af selskabet Def Jam.
Efter mere end tyve år er kontrakten nu ved at udløbe, hvilket sker, når LL udsender albummet "Exit 13".
Albummet udsendes til august, og ikke overraskende vil der dukke en række kendte ansigter op på pladens sange. Blandt andet vil KRS-One, Lil' Kim og Richie Sambora fra Bon Jovi dukke op undervejs, og så har kollegaen 50 Cent åbenbart haft en vigtig rolle på pladen.
"Jeg lavede et helt album med 50, jeg lavede et helt album alene, og så gik jeg hen og lavede et til album alene. Jeg besluttede mig for at bruge to eller tre sange fra albummet, jeg lavede med 50, en fra det andet album, og resten er nyt materiale".
Sådan siger LL Cool J til AllHiphop.com, der dog understreger, at selvom han blev inspireret af at arbejde sammen med den yngre rapper, så kommer det nye album ikke til at lyde som et 50 Cent-album.