Nyhed

Nanna til Trade And Aid-koncert

Ophavskvinden til "Afrika" hjælper med at samle penge ind til Trade And Aid-koncerten på Bornholm

Anne Linnet Band, The Savage Rose, The Storm, Infernal samt Tina Dickow var allerede på programmet til dette års Trade And Aid-koncert, og nu er der kommet en ny tilføjelse.

Den kommer i form af Nanna Lüders, der i 1985 stod bag sangen "Afrika", og dermed synes et særdeles oplagt valg, da Trade And Aid-koncerten netop samler penge ind til afrikanske lande.

Overskuddet fra Trade and Aid-koncerten går ubeskåret til udviklings- og Fair Trade projekter. Fortrinsvis Afrika, men også enkelte projekter i Burma og Mellemamerika er i søgelyset, når støtten til bæredygtige projekter fordeles.


Global Trade understreger, at de ikke indsamler penge til nødhjælp. Derimod understøtter de en dynamisk og bæredygtig udvikling, der på længere sigt vil medføre erhvervsudvikling og kapacitetsopbygning, og i sidste ende selvstændighed, som en forudsætning for samhandel på rimelige vilkår.

Programmet for Trade And Aid-koncerten 18. juli på Bornholm ser nu således ud:

14.00 Åbning med African Footprints International
14.20 Nanna Lüders
15.00 Tina Dickow
17.00 Savage Rose
19.00 Anne Linnet Band
21.00 The Storm
23.00 Infernal


ANNONCE