Nyhed

Dylan junior udsender solodebut 7. juli

”Seeing Things” med Jakob Dylan er lige om hjørnet

Hvis du af en eller anden grund skulle mangle ny musik efter at være hjemkommet fra Roskilde Festival, skulle du måske kaste dig over Jakob Dylans solodebut ”Seeing Things”. Albummet udkommer i hvert fald mandag den 7. juli, altså dagen efter festivalens afslutning.

Tilbage i februar omtalte vi albummet, der allerede er udkommet i USA, men kommer herhjemme med lidt forsinkelse. Til gengæld har vi lidt mere info om pladen, som er Dylans første soloplade efter mere end et årti som forsanger i Wallflowers, der udsendte en stribe plader med svingende succes.

Der er nemlig tale om en akustisk baseret plade med Dylans sang, tekster og guitar i absolut centrum og inspiration fra roots, country og blues. Pladen er produceret af Rick Rubin, som med stort held har produceret lignende afdæmpede plader for ikke mindst Johnny Cash og også Neil Diamond.


”Da det gik op for mig, at pladen grundlæggende bare blev guitar og stemme, blev jeg nødt til at arbejde en smule anderledes. For der er intet andet end sangen til at fange din opmærksomhed,” siger Dylan i en pressemeddelelse og fortsætter:

”Jeg ville skrive sange, der lød som om, de altid havde været her. Sange, der føltes som om, de var hugget direkte ud af bjerget og ikke lavet i et eller andet studie”

Teksterne kredser om krig og dommedag, men Dylan lægger vægt på ikke at blive prædikende.

”Jeg har aldrig set noget særligt i at referere specifikke personer eller begivenheder – eller i at skrive en egentlig fortælling. Jeg er alt for optaget af ordenes skønhed. Det er ligegyldigt, hvad du snakker om – hvis du virkelig fortæller det, som du ser det, kommer du aldrig til at fortryde noget.”

De amerikanske anmeldere har i øvrigt været meget positive over for ”Seeing Things”-albummet. Rolling Stone skriver således, at det er ”et album fyldt med stærke, akustiske sange, som giver associationer til den bløde side af Elvis Costello og Bruce Springsteen.”

Magasinet Filter sammenligner Dylan med Ryan Adams og The Jayhawks, mens Maxim skriver, at albummet giver associationer til Bruce Springsteens ”Nebraska”-plade og fremhæver Dylans sprukne stemme og impressionistiske, ordspilsrige tekster.


ANNONCE