Nyhed

Grateful Dead-keyboardist død

Vince Welnick er kultbandets fjerde bortgangne tangent-traktør

Hvis kult-bandet The Grateful Dead var en dansk arbejdsplads, ville keyboard-afdelingen for længst have fået besøg af arbejdstilsynet. Selv nu, ti år efter bandet endeligt indstillede aktiviteterne ovenpå frontmand Jerry Garcias død, bliver de ved med at trække et spor af tidlige dødsfald. Vince Welnick er den fjerde Grateful Dead-keyboardist, der har kastet håndklædet i ringen før tid, og skal man tro San Francisco-avisen Mercury News, døde han for egen hånd.

Dermed kan 55-årige Welnick sætte sig til himlens store piano i selskab med Grateful Dead-grundlægger Ron ”Pigpen” McKernan, hvis lever måtte opgive at følge med i 1973, trafik-dræbte Keith Godchaux (1980) og Brent Mydland, der døde af en overdosis i 1990.

Snarere end døde keyboardister bør Grateful Dead dog huskes for deres absolutte nøglerolle i slut-tressernes psykedeliske rockscene, hvor de fyldte hippiemekkaer som The Fillmore med revolutionerende, ofte frit improviserede kompositioner og syrede visuals. Samtidig ydede de med deres formidable live-ry et stort bidrag til bootleg-industriens økonomi.


ANNONCE