Nyhed

Blondie genudgiver legendarisk album

Blondie fejrer 30-året med genudgivelse af "Parallel Lines"

Blondies tredje album fra 1978, "Parallel Lines", som solgte mere end 20 millioner eksemplarer på verdensplan, gav os hits som "One Way Or Another" og "Heart Of Glass".

Bandet skulle have optrådt i Vega den 4. august på deres turné, men koncerten er siden blevet udsat på ubestemt tid.

Trommeslager i Clem Burke har siden løftet sløret for, at den to måneder lange, transatlantiske "Parallel Lines 30th Anniversary Tour", bliver fulgt op af en deluxe genudgivelse af pladen, der udkommer den 24. juni.


Ud over den gamle plade indeholder deluxe-udgaven en række b-sider og andet udtag, blandt andet en franske udgave af "Sunday Girl", og en bonus dvd.

Sætlisten på jubilæumsturneen skulle ifølge Burke være hele "Parallel Lines" plus 45 minutters andet Blondie-materiale. Det skriver Pitchfork.

Blondie brød igennem som hippe popikoner på New Yorks feterede new wave- og punkscene i de sene 70'ere: De leverede fængende hooks og ironiske tekster. De var indbegrebet af cool, hvad tøj og hår angik, og Debbie Harry var på forsiden af snart sagt alle musik- og modemagasiner.


Gruppen blev dannet helt tilbage i 1974 af Deborah Harry og Chris Stein, men gik fra hinanden i 1983, kort efter at Chris Stein fik konstateret en alvorlig, genetisk sygdom, som han først blev kureret for i 2005. "Parallel Lines" var Blondies gennembrudsalbum, men altså bandets tredje studiealbum.

I 1997 blev bandet gendannet og har siden turnéret og udgivet pladerne "No Exit" fra 1999 og "The Curse Of Blondie" fra 2003.

Sidste år tog Blondie på afskedsturné og var i den forbindelse også forbi Vega, men vi har altså ikke hørt det sidste fra dem endnu.


ANNONCE