Koncerten i Falconer var mest et singback-show, skriver GAFFAs anmelder
Mandag havde den gendannede engelske synthesizerduo Yazoo verdenspremiere på deres reunion-tour i Falconer Salen i København. Koncerten blev udsolgt på få timer, og det var derfor en forventningsfuld sal, der modtog blues-sangerinden Alison Moyet og elektrotroldmanden Vince Clark.
Men Yazoo skuffede i hvert fald GAFFAs anmelder Ras Bolding. Han deler tre stjerner ud til bandet på grund af musikkens kvaliteter i sig selv, men live-afviklingen lod en del tilbage at ønske, skriver han:
"Duoen måtte et par gange under koncerten afbryde et nummer, fordi Moyet havde glemt tekst eller var kommet forkert ind på et vers. Det virkede mere komisk end egentlig katastrofalt, og man kan naturligvis påpege, at det velsagtens er okay at have en smule nerver, når der tages hul på en turné – og da især, når man ikke har optrådt sammen i 25 år. Men det vidnede alligevel, på sin egen måde, om koncertens absolutte akilleshæl, skriver Bolding og fortsætter:
"Et godt liveband ville naturligvis ikke have stoppet halvvejs gennem et nummer for så at fortsætte omtrent, hvor de slap efter at have genfundet koncentrationen, et godt liveband ville ikke have ladet sig hyle ud af den slags, men i stedet improviseret sig fri af fadæsen. Men ikke Yazoo. For efterhånden som aftenen skred frem, stod det desværre klart, at Yazoo er ikke noget godt liveband."
Og som om det ikke var nok, var store del af koncerten singback, bemærker Ras Bolding:
"Jeg havde den fornøjelse at befinde mig på første række koncerten igennem, og kunne fra, hvor jeg stod placeret sådan nogenlunde følge med i, hvad Vince Clarke lavede, eller måske snarere ikke lavede. For han spillede ikke alle de fede, fængende temaer, som hele salen kunne nynne med på, dem som i høj grad er essensen af Yazoos lyd. Nej, det meste af tiden spillede han sporadiske akkorder, ofte pænt gemt i det overordnede miks, og på visse numre svang han sig blot op til en lille smule vocoder sådan omtrent med et halvt minuts mellemrum. Kun på ganske få numre indtog han en mere aktiv rolle, men der var ikke et eneste tidspunkt, hvor han arbejdede eller legede med materialet på afgørende vis, og improvisation var åbenbart et fremmedord, der ikke havde fundet vej til Clarkes vokabularium."
Du kan læse hele anmeldelsen ved at følge nedenstående link.
