Gruppen med medlemmer af Choir Of Young Believers og Underbyen har fået kontrakt med Speed Of Sound
Lyttere af Det Elektriske Baromenter vil være bekendt med gruppen Le Fiasko, der lige nu ligger på listen med singlen "Ships Go Down".
Nu har gruppen, der blandt andet består af medlemmer fra Choir Of Young Believers, Under Byen og Sidste Ambulance, fået en pladekontrakt med Speed Of Sound, der for nylig udsendte debutalbummet med The William Blakes.
Om den nye aftale siger pladeselskabet:
"Vi er lykkelige i Speed Of Sound over at have indgået en udgivelsesaftale med Le Fiasko. Bandet er et af de allermest spændende i Danmark lige nu. De har en fantastisk dynamisk lyd, en frygtløs holdning til den musik, de laver, og nogle melodier, vi er blevet helt forelskede i".
Bandet skal nu færdiggøre deres debutplade, der skal udsendes til efteråret. Men inden da er der mulighed for at opleve gruppen på både Spot og Roskilde Festival, og inden da spiller de 22. maj på Din Nye Ven i København.